Afhængighed

Det foregår i hjernen

Hvad er det, der gør rusmidler så pokkers tiltrækkende,

Forklaringen ligger i vores hjerne.

Alkohol og stoffer virker på en bred vifte af centre og signalstoffer i hjernen, og der er et intimt samspil mellem rusmidler og hjernens belønningssystemer.

Psykoaktive stoffer har det til fælles, at de indvirker på stemningsleje, tænkning og følelsesliv, og de frembringer en forbigående tilstand af udtalt velvære.

Men et længerevarende forbrug af psykoaktive stoffer – som for nogle stoffers vedkommende dog kan være ret kort tid – kan udvikle afhængighed, som betyder, at man har en stærk trang til at indtage stoffet, eller at man har svært ved at styre indtagelsen – standse eller nedsætte forbruget – og må indtage stadig større mængder for at opleve en virkning.

Stofferne blander sig direkte i hjernens egen kemi.

Misbrugsmidler har en kemisk lighed med de stoffer, der indgår i hjernens egne kemiske stoffer, også kaldet transmitterstoffer eller neuro-transmittere. Med andre ord vil indtagelse af for eksempel alkohol blande sig i hjernens egen kemi og føre til stimulering eller hæmning af effekten af signalstofferne.

Ved misbrugsproblematik bliver effekten, at aktiviteten i belønningssystemet forstærkes.

Der findes i hjernen adskillige transmitterstoffer, der er under påvirkning af fx alkohol. Blandt disse er dopamin, der er direkte involveret i belønningssystemet. Når der udskilles dopamin fra en nervecelle aktiveres den næste nervecelle, hvorfor hjernens forskellige områder aktiveres.

Det er stoffernes påvirkning af belønningssystemet, der er forklaringen på, at man kan blive afhængig.

Når belønningssystemet registrerer handlinger, der føles som en tilfredsstillelse, vil man få lyst til at gentage handlingerne.

Bliver man ved med at tage stoffer i lang tid, så ændrer ens belønningssystem sig tilmed.

Man kender i dag et meget stort antal neurotransmittere som noradrenalin og dopamin. Andre transmitterstoffer er serotonin, der er involveret i humør og lystfølelse, glutamat, der er involveret i hukommelsesprocesserne samt GABA, der virker dæmpende og afslappende over for hjernens aktivitet.

Men listen over neurotransmittere vokser hele tiden, så formentligt drejer det sig om i hundredvis af forskellige stoffer, som har hver deres rolle inde i hjernen. Hertil kommer, at stoffernes placering i kroppen også har betydning for, hvordan de virker.

Nogle mennesker er født med risiko for at blive misbrugere, fordi de fra naturens hånd er udstyret med en hjerne, der giver dem lyst til vanedannende stimulanser som spil, alkohol og cigaretter.

Forskning tyder på, at afhængige generelt har en for lav aktivitet i hjernens belønningssystem, dvs. de er født med et dopaminniveau under det normale og har en konstant hunger efter at øge hjernens produktion af signalstoffet. Mennesker,

der tilhører denne kategori, har ikke nok i at dyrke sex eller spise god mad, men må bruge skrappere midler for at føle velbehag.

Afhængige har en medfødt biologisk sårbarhed

Man ved, at alkoholafhængige har en dysfunktion i hjernen og at generne spiller en rolle. Forskerne har således fundet gengrupper, der udløser sygdommen, og som op mod

70 % af dem, der lider af alkoholisme, har en eller flere af.

Formodningen er, at den genetiske prædisposition for at udvikle en alkoholafhængighed, har noget at gøre med en spændingstilstand i centralnervesystemet.

Denne såkaldte anomali i hjernen lindres midlertidigt ved at indtage alkohol, og det er denne tilstand, der er arvelig, og som øger risikoen for at udvikle alkoholisme eller afhængighed af andre stemningsændrende stoffer.

Det er således ikke alkoholisme, der er arvelig, men den biologiske sårbarhed over for sygdommen.

Interessant nok oplever 30 procent af befolkningen ikke beruselse som en positiv tilstand, og det hænger formentlig sammen med hjernens kemi. Det er derfor sandsynligt, at disse 30 procent ikke vil udvikle alkoholisme eller andre former for kemisk afhængighed.

Ingen mennesker ved imidlertid på forhånd, om de er udstyret med en medfødt genetisk disposition for at udvikle afhængighed af alkohol, narkotika eller andre stimulerende stoffer, hvorfor man med en vis ret kan sige, at man spiller russisk roulette med sig selv og sit liv ved blot at prøve at en rus eller et sus. Man kan nemlig risikere, at hjernen bliver så begejstret, at den vil blive ved med at kræve mere for at opnå tilfredsstillelse.

Der er forskel på afhængighed og misbrug.

Du bliver kun afhængig, hvis du er disponeret for det.

Et rusmiddel er i sig selv ikke i stand til at forårsage afhængighed medmindre flere andre faktorer (hjernebiologi, genetik, plus andre ukendte ”triggere”) er på plads.

Neuroner (nerveceller) er de funktionelle enheder af nervesystemet.

Hvert enkelt neuron er tilsluttet tusindvis af andre neuroner gennem axoner og dendritter.

Neuroner får hjernen til at lære og huske.

Hver gang kroppen ”føler noget” – herunder effekten af ​​et rusmiddel – fyrer millioner af neuroner beskeder til og fra hinanden. Disse meddelelser består af kemikalier.

Hvert neuron kan have tusindvis af grene, der forbinder det til andre neuroner.

Grenene kaldes dendritter og axoner.

Dendritter bærer budskaber mod cellen; axoner bærer budskaber væk fra cellen til et eller flere andre neuroner.

Mellemrummet mellem hver axon og dendrit kaldes den synaptiske kløft eller en synapse. En synapse er mellemrummet mellem axonen på et neuron og dendritcellen på detnæste neuron.

Kemikalier – ikke elektriske impulser – rejser på tværs af mellemrummene/synapserne. Disse kemikalier kaldes neuro-transmittere.

Neuro-transmission

På mange måder opfører neuroner sig som computere. Det vil sige, de modtager meddelelser, bearbejder dem og sender resultaterne videre til andre neuroner.

Meddelelsen består af kemikalier, som interagerer med den ydre overflade af cellemembranen på ​​det næste neuron.

Denne kemisk vekselvirkning med det næste neuron medfører kemiske ændringer i det modtagende neuron.

Ændringerne er resultatet af, hvordan de kemiske budskaber interagerer med den modtagende cellens ”bindingssteder”, kendt som receptorer.

Den konstant udveksling af kemiske beskeder mellem neuroner kaldes neuro-transmission.

Neuro -transmittere ændrer den modtagende neurons funktion.

Detmodtagende neuron sender meddelelsen videre.

Sammenfattende

Neurotransmission handler om, hvordan nerveceller “taler” med hinanden.

I den kemisk afhængige hjerne er der noget i “samtalen” eller neuro-transmissionen, der er gået galt.

Det er det centrale problem, når vi snakker afhængighed.

Belønningssystemet

I den menneskelige hjerne er det ”belønningssystemet”, der giver os mulighed for at opleve følelsen af ​​glæde.

I den “afhængige” hjerne, er der noget, der går galt med ”belønningssystemet”, således at de behagelige nerve signaler, der sendes til frontallapperne misfortolkes som opmuntring til at fortsætte med at bruge rusmidlet på trods negative konsekvenser.

Altså

  1. Nogle af os er neuro-kemisk sårbare,
  2. Og tingene bliver virkelig problematiske, når vi fortsætter med at bruge og bruger mere og mere for at føle os godt tilpas, fordi gentagen brug ændrer hjernens struktur og funktion på fundamentale måder, og selv når man stopper, kan det tage lang tid inden hjernen fungerer ”normalt” igen.